23948sdkhjf

Landets største brugsforening tabte millioner i svært Coop-år

Både top- og bundlinje gik tilbage for Brugsforeningen for Als og Sundeved og fulgte dermed en overordnet, negativ Coop-tendens

13 dagligvarebutikker, tilhørende tankstationer, seks vaskehaller - og flere end 20.000 medlemmer. 

Brugsforeningen for Als og Sundeved er en gigant blandt brugsforeninger i Coop-koncernen - ja, faktisk er det Danmarks største af sin slags. 

Men trods sin størrelse har brugsforeningen i 2023 også - lig Coops øvrige aktiviteter - haft et hårdt år med pres på både indtjening og omsætning. 

Det viser et nyligt offentliggjort 2023-regnskab. 

Her peger ledelsen bag brugsforeningen blandt andet på lukningen af Kvickly Sønderborg i løbet af året som en markant faktor i det millionunderskud, som man må notere sig. 

En butikslukning der ifølge RetailNews' oplysninger har kostet brugsforeningen et tocifret millionbeløb. 

"Resultatet er meget påvirket af lukningen af Kvickly i Sønderborg samt nedskrivning på ejendom i Havnbjerg. Disse forhold udgør det meste af årets negative resultat. Resultatet indfrier budget. Dog er der taget nogle ekstraordinære afskrivninger på ejendomme", skriver ledelsen i sin beretning. 

Disse butikker driver brugsforeningen

  • Kvickly
  • Kvickly Nordborg
  • SuperBrugsen
  • SuperBrugsen Guderup
  • SuperBrugsen Augustenborg

  • SuperBrugsen Høruphav

  • 365discount

  • 365discount Lunden
  • 365discount Ulkebøl

  • 365discount Kløvermarken

  • Dagli'Brugsen
  • Dagli'Brugsen Fynshav
  • Dagli'Brugsen Skovby
  • Dagli'Brugsen Dybbøl
  • Dagli'Brugsen Nybøl
  • Dagli'Brugsen Vester Sottrup
  • Diverse
  • Balshjørnet Sønderborg

Kilde: Brugsforeningen for Als og Sundeved

Faldende omsætning

Mens konkurrenterne fra Salling Group, Dagrofa og Rema 1000 alle noterede sig vækst på toplinjen i løbet af 2023, var situationen en anden for den samlede Coop-koncern - inklusiv brugsforeninger. 

Samlet gik koncernen nemlig 300 mio. kr. tilbage på omsætningen - og et lignende billede tegnede sig for Brugsforeningen for Als og Sundeved. 

Således gik toplinjen tilbage med cirka seks procent i forhold til 2022 - og omsætningen er logisk nok også lavere end i corona- og rekordåret 2021, hvor trafikken mod dagligvarehandlen var ekstraordinært stor. 

Desuden har 2023 budt på en lang række investeringer i brugsforeningens butikker, beskriver ledelsen i årsrapporten. 

I alt er næsten 18 mio. kr. blevet skudt ind i eksempelvis nye maskiner til en bagerafdeling, nyt inventar til en 365discount-butik - og en lang række yderligere tiltag. 

For 2024 forventer Brugsforeningen for Als og Sundeved et resultat før skat på 942.000 kr. 

RetailNews har været i kontakt med brugsforeningens direktør, Lars Guldahl Andersen, men han har ingen kommentarer til 2023-regnskabet.

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.693